Kognitiv terapi
Kognitiv terapi eller kognitiv adfærdsterapi er en psykoterapeutisk retning, der udspringer fra adfærdsterapien og er startet i 1960errne i England og USA. Metoden er en af de psykoterapeutiske metoder, der er bedst videnskabeligt dokumenteret i for hold til angst og depression.
Ud fra klientens målsætning samarbejder klient og terapeut om en bedring, der er så effektiv som mulig. I kognitiv terapi arbejder man med sammenhængen mellem følelser, tanker, kropslige reaktioner og handling/adfærd. Der vil ofte være hjemmearbejde mellem sessioner som registrering af vanskelige situationer eller eksponering.
Kognition betyder tænkning eller erkendelse og handler om, hvad man gør med de sanseindtryk, man får såvel fra verden som fra sig selv. Kognitiv adfærdsterapi er en terapiform, der tager udgangspunkt i og lægger vægt på den tænkning, man har i forbindelse med de situationer, man befinder sig i. Den måde man tænker på, har nemlig afgørende betydning for, hvordan man vurderer og oplever sig selv og en given situation eller begivenhed.
I korte træk arbejder man i kognitiv adfærdsterapi med at ændre på personens tanker om ‘truende’ begivenheder, samt personens vurdering af sig selv og mulighed for at klare begivenhederne.
I den terapeutiske proces arbejder man med at finde ud af, hvad det lige præcis er for nogle tanker eller vurderinger, der ligger til grund for den angst eller ubehag den enkelte oplever og sammen med terapeuten søger man alternative muligheder. Når man bliver opmærksom på de uhensigtsmæssige tankemønstre, får man også muligheden for at ændre på dem.
Herudover er en vigtig del af kognitiv adfærdsterapi at forstå, hvordan adfærden; de ting man foretager sig for for eksempel at dæmpe eller undgå angsten, påvirker og er med til at opretholde problemet. Kropslige metoder som afspænding kan også indgå i terapien, da mange, der eksempelvist lider af angst eller stress kan have behov for dette.
Den kognitive behandling retter sig mod klientens situation her og nu. Naturligvis tages der højde for tidligere begivenheder, der kan have indflydelse på den aktuelle lidelse.
Sammenfattende er det målet, at klienten ved terapiforløbets afslutning skal have erhvervet sig nogle redskaber, som kan anvendes fremover, således at man bliver sin egen terapeut og kan fastholde den positive udvikling, som man har opnået i terapien.
